+45 96 78 00 56


Fra benhård bandepige til DYGTIG DIMITTEND

I Magasinet EKKOfonden fra foråret 2015 bragte vi histo­rien om Sandra Uldbjerg, der har haft en på mange måder dramatisk opvækst med vold, alkohol, stoffer og svigt. Her følger kapitel 2 i fortællingen om Sandra; en ung kvinde, som ingen – mindst af alle hun selv – havde troet skulle få en uddannelse

Sandra Uldbjerg, benhård, bandepige, dygtig, dimittend, EKKOfonden, magasin, social, udsat, sårbar, psykisk, botilbud, støtte, i, eget, hjem

”Jeg gjorde det sgu. Det var hårdt, og det var et slid, og der var masser af tårer. Men jeg klarede det. Og det gør, at jeg har lidt flere muligheder i dag, fremfor hvis jeg bare havde en 9. klasse. Nogle gange tager jeg den bare frem, kigger på den og siger til mig selv: Tænk, at jeg nåede så langt. Tænk, at det her skete for mig. Den første Uldbjerg, der har fået hue på”.

Sandra Uldbjerg er 26 år gammel og har for kort tid siden afsluttet sin HG-uddannelse i Hjørring.

 

BAGGRUND SOM BAD GIRL
Sandra Uldbjerg voksede op i et hårdt miljø i Brøndby Strand, hvor bander, vold, alkohol og stoffer var en del af hverdagen. Selvom hun ikke brød sig om det, havde hun intet andet valg end selv at blive en af de hårde piger:

”Hvis man ikke leger med dem, så leger de med dig. Jeg blev nødt til at være én af dem, selvom det egentlig ikke var sådan, jeg var. Vi mobbede andre, vi løj for vores forældre, og vi holdt mas­ser af fester. Jeg drak kun alkohol, tog ikke noget. Men de andre tog stoffer. Vi sloges tit på togstationen eller i de små baggårde. Da det så for alvor begyndte at gå galt derhjemme, fandt kommunen en efterskole til mig, hvor jeg boede i tre år. Det var en efterskole for ordblinde og unge med ADHD”.

Da Sandra var færdig med sit efterskole­ophold, kom hun til botilbuddet Rosendal, et botilbud i EKKOfonden, og herefter flyttede hun videre i egen lejlighed i Hjørring.

 

PÅ EGEN HÅND
I Hjørring boede hun først i to år i eget hjem med støtte fra EKKOfonden efter SEL § 85, og derefter i tre år på helt egen hånd. I denne periode påbegyndte hun sin HG-uddannelse på Hjørring Han­delsskole.

”Da jeg flyttede i min egen lejlighed i Hjørring, havde jeg Helena Karlsen (i dag sygeplejerske i EKKOsupport, red.) som kontaktperson. Helena var som en søster for mig. Vi kunne snakke om alt”.

Da Sandra skulle til at klare sig uden støtte fra EKKOfonden, begyndte problemerne at melde sig igen:

”Jeg bliver hurtigt ensom, hvis jeg er meget alene. Det var træls ikke at have Helena mere. Jeg havde jo heller ikke noget familie deroppe, så jeg var sådan set Palle-alene-i-verden. Men hvis jeg havde tidligt fri en dag, så kunne Helena godt finde på at spørge, om jeg ville med ud at spille fodbold på et af bostederne. Så jeg fik lov at være en del af det fællesskab stadigvæk”.

 

UDDANNELSE OG STORE FREMTIDSDRØMME 

Tiden på handelsskolen var svær for Sandra.

”Det var et helvede i starten. Der var mange, der ikke ville lave opgaver sam­men med mig, fordi de dømte mig på min ordblindhed. Og de kunne godt finde på at råbe op i hele klassen: ”Vi gider ikke arbejde sammen med Sandra, for hun er ordblind”. Så jeg var meget ked af det, og det resulterede i en del fravær, for det gjorde ondt at blive mobbet med noget, man faktisk er født med. Jeg havde egent­lig ikke selv troet på, at jeg ville færdiggøre det. Men jeg havde nogle gode lærere, der bakkede mig op og hjalp mig hele vejen igennem. Havde de ikke været der, var det nok heller ikke lykkedes”.

Den sidste tid i Hjørring delte hun lejlighed med en kammerat, der havde små børn. Det gik ikke, hun trivedes ikke og var ikke sig selv. Siden maj i år har hun derfor boet hos sin moster og onkel i Esbjerg.

”Nu er jeg kommet i praktik hos Sport 24 Outlet – verdens fedeste butik. Vi er som én stor familie derude, og che­fen er mega nice”.

For tiden går Sandra Uldbjerg hjemme, fordi hun har skadet foden i en fodboldkamp. ”Men de har sagt, at de vil vente på mig, selvom jeg er kommet til skade og går med krykker. Så de holder min praktikplads med henblik på, at jeg måske kan få en elevplads”, forklarer hun og fortsætter:

”Men min store drøm er stadig at spille professionel håndbold. Jeg håber at komme ind at spille i Team Esbjerg på højt plan. Ellers regner jeg med at se mig selv som udlært, tjene nogle gode penge, bygge mit drømmehus og måske få to børn. Jeg ved ikke, om det bliver med en mand. De er jo lidt utilregnelige. Så det bliver nok som enlig mor, men det er jo heller ingen skam at være enlig mor i dag”.

Selvom livet synes at gå i den rigtige retning for Sandra Uldbjerg, spøger for­tiden fortsat:

”Det, man har fra sin fortid, kan nogle gange dukke op igen. Det kommer tit. Og det kan være små ting, der bare kommer frem, og det kan være hårdt og svært at acceptere. Jeg savner at have en psykolog. For jeg har det da også sådan, at det ikke er alt, min moster behøver at vide”.

 

Artiklen er hentet fra Magasinet EKKOfonden #11, efterår 2017

Fra benhård bandepige til DYGTIG DIMITTEND

I Magasinet EKKOfonden fra foråret 2015 bragte vi histo­rien om Sandra Uldbjerg, der har haft en på mange måder dramatisk opvækst med vold, alkohol, stoffer og svigt. Her følger kapitel 2 i fortællingen om Sandra; en ung kvinde, som ingen – mindst af alle hun selv – havde troet skulle få en uddannelse

Sandra Uldbjerg, benhård, bandepige, dygtig, dimittend, EKKOfonden, magasin, social, udsat, sårbar, psykisk, botilbud, støtte, i, eget, hjem

”Jeg gjorde det sgu. Det var hårdt, og det var et slid, og der var masser af tårer. Men jeg klarede det. Og det gør, at jeg har lidt flere muligheder i dag, fremfor hvis jeg bare havde en 9. klasse. Nogle gange tager jeg den bare frem, kigger på den og siger til mig selv: Tænk, at jeg nåede så langt. Tænk, at det her skete for mig. Den første Uldbjerg, der har fået hue på”.

Sandra Uldbjerg er 26 år gammel og har for kort tid siden afsluttet sin HG-uddannelse i Hjørring.

 

BAGGRUND SOM BAD GIRL
Sandra Uldbjerg voksede op i et hårdt miljø i Brøndby Strand, hvor bander, vold, alkohol og stoffer var en del af hverdagen. Selvom hun ikke brød sig om det, havde hun intet andet valg end selv at blive en af de hårde piger:

”Hvis man ikke leger med dem, så leger de med dig. Jeg blev nødt til at være én af dem, selvom det egentlig ikke var sådan, jeg var. Vi mobbede andre, vi løj for vores forældre, og vi holdt mas­ser af fester. Jeg drak kun alkohol, tog ikke noget. Men de andre tog stoffer. Vi sloges tit på togstationen eller i de små baggårde. Da det så for alvor begyndte at gå galt derhjemme, fandt kommunen en efterskole til mig, hvor jeg boede i tre år. Det var en efterskole for ordblinde og unge med ADHD”.

Da Sandra var færdig med sit efterskole­ophold, kom hun til botilbuddet Rosendal, et botilbud i EKKOfonden, og herefter flyttede hun videre i egen lejlighed i Hjørring.

 

PÅ EGEN HÅND
I Hjørring boede hun først i to år i eget hjem med støtte fra EKKOfonden efter SEL § 85, og derefter i tre år på helt egen hånd. I denne periode påbegyndte hun sin HG-uddannelse på Hjørring Han­delsskole.

”Da jeg flyttede i min egen lejlighed i Hjørring, havde jeg Helena Karlsen (i dag sygeplejerske i EKKOsupport, red.) som kontaktperson. Helena var som en søster for mig. Vi kunne snakke om alt”.

Da Sandra skulle til at klare sig uden støtte fra EKKOfonden, begyndte problemerne at melde sig igen:

”Jeg bliver hurtigt ensom, hvis jeg er meget alene. Det var træls ikke at have Helena mere. Jeg havde jo heller ikke noget familie deroppe, så jeg var sådan set Palle-alene-i-verden. Men hvis jeg havde tidligt fri en dag, så kunne Helena godt finde på at spørge, om jeg ville med ud at spille fodbold på et af bostederne. Så jeg fik lov at være en del af det fællesskab stadigvæk”.

 

UDDANNELSE OG STORE FREMTIDSDRØMME 

Tiden på handelsskolen var svær for Sandra.

”Det var et helvede i starten. Der var mange, der ikke ville lave opgaver sam­men med mig, fordi de dømte mig på min ordblindhed. Og de kunne godt finde på at råbe op i hele klassen: ”Vi gider ikke arbejde sammen med Sandra, for hun er ordblind”. Så jeg var meget ked af det, og det resulterede i en del fravær, for det gjorde ondt at blive mobbet med noget, man faktisk er født med. Jeg havde egent­lig ikke selv troet på, at jeg ville færdiggøre det. Men jeg havde nogle gode lærere, der bakkede mig op og hjalp mig hele vejen igennem. Havde de ikke været der, var det nok heller ikke lykkedes”.

Den sidste tid i Hjørring delte hun lejlighed med en kammerat, der havde små børn. Det gik ikke, hun trivedes ikke og var ikke sig selv. Siden maj i år har hun derfor boet hos sin moster og onkel i Esbjerg.

”Nu er jeg kommet i praktik hos Sport 24 Outlet – verdens fedeste butik. Vi er som én stor familie derude, og che­fen er mega nice”.

For tiden går Sandra Uldbjerg hjemme, fordi hun har skadet foden i en fodboldkamp. ”Men de har sagt, at de vil vente på mig, selvom jeg er kommet til skade og går med krykker. Så de holder min praktikplads med henblik på, at jeg måske kan få en elevplads”, forklarer hun og fortsætter:

”Men min store drøm er stadig at spille professionel håndbold. Jeg håber at komme ind at spille i Team Esbjerg på højt plan. Ellers regner jeg med at se mig selv som udlært, tjene nogle gode penge, bygge mit drømmehus og måske få to børn. Jeg ved ikke, om det bliver med en mand. De er jo lidt utilregnelige. Så det bliver nok som enlig mor, men det er jo heller ingen skam at være enlig mor i dag”.

Selvom livet synes at gå i den rigtige retning for Sandra Uldbjerg, spøger for­tiden fortsat:

”Det, man har fra sin fortid, kan nogle gange dukke op igen. Det kommer tit. Og det kan være små ting, der bare kommer frem, og det kan være hårdt og svært at acceptere. Jeg savner at have en psykolog. For jeg har det da også sådan, at det ikke er alt, min moster behøver at vide”.

 

Artiklen er hentet fra Magasinet EKKOfonden #11, efterår 2017

KATEGORIER