PRESSEMEDDELELSE

EKKOfonden overdrager botilbud og fællesfunktioner og skaber sammen med Altiden en ny stærk aktør inden for sociale tilbud til udsatte børn, unge og voksne. EKKOfonden vil efter salget være fokuseret på opkøb, drift og udlejning af ejendomme til tilbud inden for det socialpædagogiske område.

EKKOfondens botilbud og fællesfunktioner i Hjørring og Holbæk vil efter ejerskiftet blive drevet videre af Altiden i eget selskab under navnet Altiden EKKO. EKKOfondens direktør Thomas Kudahl bliver direktør for det nye selskab og indtræder samtidig i Altidens direktion.

”I EKKOfonden har vi fra start haft fokus på at skabe sociale tilbud, der er kendetegnede ved høj kvalitet for borgerne, et tæt samarbejde med kommunerne og en effektiv drift. Med Altidens erfaring og stærke position på det nordiske velfærdsområde får vi i Altiden EKKO mulighed for at styrke det arbejde til gavn for virksomheden, borgerne og kommunerne,” siger Thomas Kudahl, der er stifter af EKKOfonden.

For de anbringende kommuner, borgere og pårørende vil ejerskiftet ikke betyde ændringer i dagligdagen. Alle medarbejdere fortsætter deres arbejde i Altiden EKKO med det samme fokus på at skabe trygge rammer og den bedst mulige udvikling for borgerne.

EKKOfonden fortsætter aktiviteterne

EKKOfonden vil efter salget af fondens botilbud og fællesfunktioner fremover kun være fokuseret på opkøb, drift og udlejning af ejendomme til tilbud inden for det socialpædagogiske område. EKKOfonden vil altså ikke længere drive sociale tilbud. Herudover vil fonden udvikle aktiviteter til støtte for botilbud og udvikling af branchen for sociale tilbud.

”Der ligger en utrolig vigtig opgave i at sikre, at branchen for sociale tilbud med de rette ejendomme og den rette støtte til driften fortsat kan udvikle tidssvarende sociale tilbud til udsatte borgere i samfundet. Det arbejde vil EKKOfonden nu være endnu mere fokuseret på.

Vi har en stor erfaring fra de sidste 20 år, hvor vi har gennemgået en stor vækst og har skulle både finde ejendomme og opbygge en administration og fælles funktioner for stadig flere tilbud og borgere. Den erfaring vil vi nu udbyde til branchen, så vi får løftet indsatsen for socialt og psykisk udsatte,” siger Torben Reese, der er bestyrelsesformand for EKKOfonden.

For yderligere oplysninger: Thomas Kudahl, tk@ekkofonden.dk

Om Altiden

Altiden er en af Danmarks førende private velfærdsaktører med godt 1000 ansatte og leverer velfærdsydelser over hele Danmark både privat og på vegne af det offentlige. Altiden driver blandt andet plejecentre, bo- og opholdssteder, genoptræning og hjemmepleje og har siden 2000 opbygget stor erfaring inden for højt kvalificeret pleje, omsorg og støtte til mennesker i alle aldre. Altiden er en del af Ambea – Nordens førende omsorgsaktør med ca. 26.000 ansatte. Du kan læse mere på www.altiden.dk.