Hvem er vi? Og hvor skal vi hen? Det er store spørgsmål. For EKKOfonden skal svarene findes i EKKOway, der netop er præsenteret for de daglige ledere i botilbuddene og afdelingsledere i administrationen.

”Vi vil gerne gøre EKKOway både nærværende og relevant for alle. Derfor valgte vi at præsentere EKKOway på en måde, hvor de daglige ledere og afdelingsledere fik lejlighed til at diskutere EKKOways 8 punkter, og hvordan de ser betydningen for dem og deres medarbejdere og borgere ude i botilbuddene,” siger Vibeke Müller, der udover at være chef for botilbud og særligt tilrettelagte botilbud i EKKOfonden også er med i arbejdsgruppen for implementering af EKKOway i hele organisationen.

EKKOfonden har både formuleret værdierne Engagement, Kvalitet, Kommunikation og Omsorg samt 10 særlige DNA-ord, der fortæller om EKKOfonden som virksomhed. Men hvorfor så EKKOway?

”EKKOway er den overlægger, der binder det hele sammen og giver de grundlæggende og guidende principper, der ligger bag alle beslutninger i EKKOfonden. EKKOway sætter med andre ord en klar retning for virksomheden og beskriver, hvem vi er, og hvor vi skal hen,” fortæller Vibeke Müller og fortsætter:

”EKKOway er et løfte, som forpligter os alle – ledere og medarbejdere – i EKKOfonden. Men det er også et løfte til de mange borgere, som stoler på os og regner med vores hjælp og støtte, og som har behov for at leve et trygt liv med størst mulig livskvalitet. Vi har dermed forpligtet os til at være på borgernes side i alt, hvad vi gør”.

Blev relevant og nærværende

De daglige ledere og afdelingsledere var 1. oktober samlet i Vingstedscentret i Vejle til præsentationen, som fokuserede på ledernes egne refleksioner over de 8 punkter i EKKOway. Efter en fælles præsentation blev deltagerne delt i fire grupper, der skulle ud på en ”walk and talk”.

”Lederne fik lejlighed til at tale om, hvad EKKOways 8 punkter betyder for dem og deres arbejde. Grupperne skulle rundt til 8 poster, der hver især omhandlede ét af punkterne, og undervejs skulle de så drøfte punkterne. Gennem de drøftelser blev de måske lidt abstrakte udsagn i de 8 punkter pludselig meget relevante og nærværende,” fortæller Vibeke Müller.

”Grupperne skulle herefter i plenum fremlægge to pointer fra deres dialog. Det gav igen en god dialog på tværs, og EKKOway blev drøftet i forhold til alle niveauer i virksomheden og ud fra det perspektiv, der gav mening for den funktion, den enkelte leder er ansat i. ”

Skaber sammenhæng på tværs

Efter fremlæggelserne begyndte lederne at udarbejde en strategi for, hvordan de vil implementere EKKOway for medarbejderne, og de skal indsende en handleplan senest den 1. november.

”Vores vision er at gøre EKKOway levende, så vi går fra ord til handling. Udover at lave en fælles skabelon til handleplanen, har vi ikke stillet nogle særlige krav til, hvordan den enkelte leder vælger at implementere EKKOway. Så det er op til lederne, hvordan de vil gribe det an. Ligesom det ved præsentationen gennem dialog og refleksioner blev relevant for lederne, så skal de nu ud og lave samme øvelse med deres medarbejdere. EKKOway skal være relevant for alle medarbejdere i EKKOfonden,” siger Vibeke Müller.

For at holde live i EKKOway er der som et ekstra supplement designet en plakat, som grafisk illustrerer de 8 punkter. Plakaterne kommer til at være synlige i alle afdelinger og på alle botilbud, og vil således være genkendelige for alle medarbejdere, uanset hvor de befinder sig i virksomheden

”Vi er en virksomhed, hvor mange medarbejdere arbejder på forskellige adresser og botilbud. Det stiller krav til en fælles forståelse for virksomheden. EKKOway skal bidrage til at skabe en sammenhængskraft på tværs. Det har vi alllerede i dag, men EKKOway skal styrke det, og det har vi taget fat på med præsentationen af EKKOway og det arbejde, der er sat i gang ude på botilbuddene,” siger Vibeke Müller.

Se den grafiske illustration af EKKOway

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.