Hvad et stærkt fællesskab, tryghed og den rette behandling kan betyde for et menneske, er Zohras historie et livsbekræftende eksempel på. Det er historien om et liv som flygtning, hjemløs og misbruger, der tager en brat ændring, da Zohra for et år siden får sprængt sin hånd i stykker i en fyrværkeriulykke. Efter mindre end et år på EKKOfondens botilbud, Smørumgaard, har Zohra nu mod på et liv i egen lejlighed og et studie for at blive enten socialrådgiver eller pædagog.

Der findes nogle mennesker, der i et kort liv har prøvet langt mere, end de fleste mennesker gennemgår i et langt liv. Sådan en pige er Zohra. Og når man hører om Zohras liv, er det svært at forstå, at den pige, der fortæller historien, er en pige med mod på livet og klar til et liv i egen lejlighed og at påbegynde et studie.

Vi begynder historien, da Zohra som bare 13-årig lander i Københavns Lufthavn. Hendes far er nogle år forinden flygtet fra Afghanistan, hvor han blev forfulgt for sin politiske kamp mod styret. Det siger sig selv, at skiftet fra livet i Afghanistan til livet i det nordjyske er stort for en 13-årig pige. Men Zohra klarer sig godt. Så godt, at hun som 18-årig står med sin egen grøntforretning og samtidig læser HF.

Men da hun senere beslutter sig for at læse til tandteknikker og flytter til København, begynder tilværelsen at blive sværere og sværere for hende.

”Jeg havde det svært på skolen. Jeg kunne ikke samle tankerne og havde tankemylder. Så blev jeg smidt ud af skolen. Jeg var altid i konflikt med de andre. Jeg troede, at de troede alt muligt om mig. Dengang forstod jeg det ikke, men i dag forstår jeg det godt. Det var på grund af min sygdom,” fortæller Zohra, som i dag er diagnosticeret med skizofreni og borderline.

Zohra stopper på skolen. Men det gør ikke tilværelsen nemmere for hende.

”Jeg møder nogle venner, der ryger hash. Så jeg begynder at ryge sammen med dem. Og jeg blandede hashmisbruget med alkohol. Det betød, at jeg virkelig fik mærkelige tanker og begyndte at blive paranoid. Jeg var aggressiv og havde slet ikke kontrol over mig selv. Jeg kom op at skændes med alle. Jeg truede endda min egen søster med en kniv på et tidspunkt,” siger Zohra, der trods sit misbrug og de voldsomme psykiske problemer klarede et job som social- og sundhedsassistent.

Hjemløs i Spanien

Men en arbejdsulykke betyder en skade på knæet, og Zohra bliver arbejdsløs og overladt til misbruget og en venneflok, hvor fællesskabet er hash- og alkoholmisbrug. Og efter nogle måneder bliver Zohra smidt ud af sin lejlighed, fordi hun ikke har betalt husleje.

Zohra vil væk. Væk fra familie og venner, som hun var på kant med. Og væk fra misbruget.

Hun køber en afbudsrejse til den spanske ferieby Las Palmas på Grand Canaria. Men hun vender aldrig tilbage, da rejsen slutter. I stedet lever hun to år som hjemløs i lufthavnen i Las Palmas.

”Politiet ville sende mig tilbage, men jeg ville ikke tilbage. Jeg var uvenner med min familie, og jeg var bange for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, hvis jeg kom hjem. Dér havde jeg været tidligere, og jeg ville ikke tilbage. I dag forstår jeg det ikke. Jeg sov jo på en bænk i lufthavnen,” beretter Zohra.

Om morgenen tager hun hen til herberget i den lokale kirke og får et bad og morgenmad. Dagene tilbringer hun i lufthavnen, hvor hun lever af turisternes efterladte mad- og drikkevarer.

”Det var hårdt. Jeg samlede skrald, som turisterne havde efterladt. Det kunne være en sandwich eller sprut, som de ikke måtte tage med i flyet. Nogle turister gav mig også penge. Det eneste positive var, at jeg lærte spansk,” griner Zohra.

Tur-retur

Men en dag bliver det for meget for Zohra, der fra lufthavnen ringer til sin mor. Hun vil hjem. Hendes søster tager ned for at hente hende med hjem til Danmark. Men selvom Zohra har levet et hårdt liv som hjemløs i Grand Canarias lufthavn, bliver hun kun kort tid i Danmark.

De to år uden for Danmark betyder nemlig, at Zohra har mistet sin opholdstilladelse. Derfor bliver hun sendt til Sandholmlejren og bor her med asylansøgere, der frygter at blive sendt tilbage til deres hjemland. Samme frygt har Zohra. Hun frygter at blive sendt til Afghanistan, som hun kun kender fra sine år som barn i landet. Derfor vælger hun igen at tage tilbage til Spanien. Skjult i busser og tog rejser hun uden penge ned gennem Europa og kommer til Madrid.

”Jeg vidste jo, hvordan man kunne klare sig i lufthavnen, så jeg levede her på samme måde, som jeg gjorde tidligere. Det var hårdt. Jeg kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker. Jeg gik hele dagen og græd. Jeg ventede bare på, at det blev nat, så jeg kunne sove i lufthavnen. Jeg bad til gud, om det ikke snart kunne få en ende. Jeg gik jo bare rundt og var tosset. Og jeg drak rigtig meget alkohol. Alt hvad jeg kunne få fat i. Men jeg ville ikke hjem. Jeg var så bange for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling, hvis jeg kom hjem,” fortæller hun.

Men en dag bliver det for meget for Zohra. Hun ser ingen anden udvej end at ringe hjem. Ud af det blå tager hun beslutningen og ringede hjem til sin mor. Og for anden gang kommer hendes søster ned for at hente hende. Zohra flytter igen på asylcenter. Men meget hurtigt står det klart, at hun ikke kan bo her.

”Jeg blandede mig i alt. Hvordan de andre skulle behandle deres børn, og hvad de skulle bruge deres penge til. Jeg kom i konflikter med alle. De var jo også pressede. Alle er pressede på et asylcenter,” siger hun.

Ramt af ny ulykke

Zohra får en sagsbehandler, Merete. Og Merete bliver én af de personer, der får stor betydning for Zohras vej tilbage til livet. Merete beslutter, at Zohra skal bo på et botilbud, fordi hun tydeligvis er syg. Men bedst som Zohra tror, at nu kan livet endelig tage et sving ind på en roligere livsbane, bliver hun igen ramt af livets uretfærdige tilfældigheder.

Zohra flytter til en beskyttet bolig i Hillerødgade på Nørrebro i København. Her skal hun bo, indtil hun kan komme på botilbud.

En aften er hun på vej hjem på cykel fra et besøg hos sin mor. Det er i starten af december måned i 2019, og det er en kold aften. Hun opdager, at hun har tabt sin handske. Hun stiller cyklen og går tilbage og leder efter den på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor hun er cyklet forbi. Her møder hun en flok drenge, der begynder at råbe ad hende. De står og skyder med fyrværkeri og ryger hash. Zohra er som altid ikke bange for konflikter, men denne gang får det alvorlige følger, da drengene kaster et tændt kanonslag mod Zohra. Kanonslaget lander på Zohras jakke og eksploderer mellem hænderne på hende, da hun forsøger at fjerne det. Zohra får sprængt hånden i stykker.

De passer på mig

Zohra bliver straks indlagt. Det er alvorligt, og flere fingre må amputeres halvt. Og først efter næsten en måned på hospitalet, bliver Zohra udskrevet. Hun kommer direkte til EKKOfondens botilbud Smørumgaard, hvor hun bor sammen med 11 andre borgere og døgnet rundt er omgivet af personale. I dag er det næsten ikke til at fatte, at den pige, der fortæller denne historie, for bare et år siden var vendt hjem fra flere år som hjemløs i Spanien og levede et liv med konflikter, frustration, dyb tristhed og alkoholmisbrug.

”Jeg har først for tre måneder siden fundet ud af, at jeg var syg. Min diagnose er skizofreni og borderline. Havde jeg ikke været syg og i behandling, havde jeg jo aldrig gjort alle de ting, jeg nu må stå til regnskab for. Nu går jeg til psykolog og får medicin. Og jeg er helt ude af mit misbrug,” siger Zohra, der ikke er i tvivl om, hvad det betyder nu endelig at være et sted, hvor der bliver passet på hende, og hvor hun har tillid til personalet.

”På Smørumgaard er der nogle, som tager imod dig med glæde og spørger: Hvordan har du det? Der er nogle, som passer på mig. Det er på grund af dem, at jeg tænker: Nej, jeg må ikke drikke! Der er noget at lave, når jeg har tankemylder. Og så er der en god stemme, der siger: Bare gå ind til de andre, for der er altid nogen, man kan lave noget sammen med! Den gruppe venner, jeg har manglet, den har jeg nu, og jeg føler mig beskyttet. Jeg ved, at der altid er en vågen nattevagt, hvis jeg vågner om natten. Der er nogle at snakke med. Bare det, at jeg ved, at de er der, er nok”.

Skal ikke være alene

Zohra har det så godt, at hun har fået et arbejde seks timer om ugen i den lokale Jem&Fix butik. Her hjælper hun på lageret og sætter varer på plads. Selvom det kan være hårdt, er hun glad for det. Men fremtidsdrømmene ligger et andet sted.

”Det seneste halve år er gået godt. Jeg er kommet på medicin, og jeg kommer ikke længere op at skændes med alle. Jeg er ikke aggressiv. Og jeg er kommet rigtig langt med mine indsatsmål. Det at være klar til at bo i egen lejlighed, ikke at være misbruger og bare at være mig selv er en milepæl. Det var det rigtige for mig at bo på et bosted – og at bo her på Smørumgaard. Jeg er ikke misbruger længere. Og jeg er ikke længere hjemløs,” siger Zohra.

Hun glæder sig særligt meget til en bestemt ting:

”Jeg får snart en protese til min hånd. Så kan jeg bruge hånden igen, og jeg kan holde op med at se på hånden og tænke, at det var en straf for min måde at leve på.”

Zohras drøm er nu at uddanne sig til socialrådgiver eller pædagog, så hun kan hjælpe andre. Hun tror på drømmen. Og hun tror på, at netop fællesskabet er helt afgørende for os alle – særligt når vi er sårbare.

”Jeg har lært, at jeg ikke skal tage stoffer og ikke drikke alkohol. Men jeg har først og fremmest lært, at man aldrig skal gå fra flokken. Man skal ikke ende alene. Ulvene tager de får, der er alene og langt væk fra flokken. Ulvene kan være stofferne. Stoffer er gode venner for folk, der keder sig og er psykisk syge. Man skal tage sig en uddannelse og holde sig til gode venner”.

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.