Borgerhistorier

Fra hjemløs til egen bolig

Efter 10 år som hjemløs kom Heine til et botilbud hos EKKOfonden. Her fik han en fremtid i egen lejlighed med daglig støtte og træning i at blive mere selvstændig. I dag bor han i en toværelses lejlighed og er med sin daglige støtte fra EKKOfonden ved at få styr på hverdagen og nye sociale fællesskaber.

Jeg har været hjemløs i 10 år. Dengang kunne jeg ikke fungere i min egen lejlighed. For mig var den eneste udvej, at jeg boede på gaden”, fortæller Heine Jensen, som på daværende tidspunkt levede på gaden i Randers.

Efter et liv på gaden kom Heine til botilbuddet Jammerbugten, som er et af EKKOfondens socialpædagogiske botilbud. Her boede han i et par år, før han flyttede ind i sin egen lejlighed med § 85-støtte.

”Mens jeg boede på Jammerbugten blev jeg langsomt mere selvstændig. Jeg lavede mad sammen med en af medarbejderne, der havde en fortid som kok. Det var jeg med til mindst 100 gange, og han fik lært mig at lave en rigtig opbagt sovs”, fortæller Heine og fortsætter:

”I takt med at jeg blev mere og mere selvstændig, lærte jeg selv at vaske mit tøj. Jeg fik god støtte fra personalet. Det er jeg stadig taknemmelig for den dag i dag, hvor det er kommet til at gå så godt.”

Fast ugeskema skaber struktur på hverdagen

Efter indflytningen i den nye lejlighed fik Heine en fast kontaktperson. Hver uge laver de et ugeskema og taler om, hvad der skal ske i ugen.

”Jeg er super glad for både støtten og opbakningen. Dagligdagen består i at tage opvasken, vaske tøj og en gang om ugen få gjort rent i lejligheden. Derudover er jeg begyndt at komme på Madam Blå, som er et socialt værested i byen. Der er jeg efterhånden kommet i nogle måneder. Det er rart at komme ud blandt andre mennesker og lære dem lidt at kende. Jeg får også̊ NADA-behandling, hvilket gør, at jeg sover meget bedre”, forklarer Heine over en kop kaffe.

Gang i det sociale liv

Efter Heine er begyndt at komme mere ud, har han fået mod på at indgå i sociale fællesskaber og udvide sin omgangskreds. Han fortæller blandt andet, at han via værestedet har etableret et venskab med en jævnaldrende fyr.

”Vi er begyndt at være en del sammen. Vi ser fjernsyn, spiller computer og ryger nogle smøger”, griner han og tilføjer:

”Så nu der er kommet lidt gang i det sociale liv på den måde,” siger Heine.

Vil du vide mere om EKKOfondens paragraf 85 tilbud, så kontakt afdelingsleder Lene Nielsen på tlf. 4177 6582 eller ln@ekkofonden.dk