Når hverdagen på et botilbud ændrer sig fra den ene dag til den anden, er det vigtigt at holde fast i hverdagens rytme, selvom alle aktiviteterne pludselig kun foregår inden for rammerne af botilbuddets bygninger og grund. Men det kan faktisk lykkes at skabe en ny hverdag på få dage. Og der er også fordele i den nye hverdag, fortæller Paw Pedersen, der er afdelingsleder på botilbuddet Korninghøj.

”Vi gik med det samme i gang med at erstatte hverdagens aktiviteter med nye aktiviteter her på botilbuddet. Vi har borgere, der dagligt er i skole, i beskæftigelsestilbud, og som går til mange andre aktiviteter i løbet af dagen. Fra den ene dag til den anden skulle vi så skabe en hverdag for dem, hvor dagsrytmen var den samme, men hvor strukturen og aktiviteterne selvfølgelig måtte ændres. Det har krævet kreativitet og en del arbejde, men resultatet mærker vi tydeligt. Vi mærker en større ro, og stemningen er nærmest endnu bedre, end den plejer,” fortæller Paw Pedersen.

En del af tilgangen har været at skabe nogle nye rum, som kan anvendes til de daglige aktiviteter. Der bliver lavet skoleopgaver omkring fællesbordet, og nu arbejdes der på en permanent skolestue. Samtidig arbejder personalet og borgerne med kreative opgaver. Det har skabt ideen om opstart af eget værksted i garage- og værkstedsbygningen. Og for de borgere, der går meget op i træning, har personalet på rekordtid indrettet botilbuddets eget træningslokale.

”Vi oplever, at vi har mere tid i hverdagen, fordi mange flere aktiviteter foregår hos os selv. Vi skal ikke bruge tid på transport, og der er ingen, der skal noget ude af huset i løbet af dagen. Vi holder dagsrytmen, men vi har ikke så meget stress med at skulle nå tingene. Så der er tid i hverdagen, når der er behov for en snak eller lige at finde energien til at stå op om morgenen. Det mærker vi alle,” siger Paw Pedersen.

Nye aktiviteter

Noget af den ekstra tid og ro har også skabt nye aktiviteter og nye måder at være sammen på.

”Nu er der pludselig flere, der viser lysten til at træne, når de ikke skal i et fitnesscenter for at træne. Men vi har også fået mere fokus på at synge, spille musik, tegne og bruge tid i naturen. Det er aktiviteter, som helt sikkert er kommet for at blive,” fortæller Paw, der har bemærket en anden stemning i botilbuddet de seneste uger.

”Vi har faktisk fået et tættere sammenhold. Borgerne bruger mere tid sammen, og det kan man mærke på stemningen. De taler pænere til hinanden, og de tager del i de fælles praktiske opgaver,” siger Paw Pedersen.

Han og det øvrige personale vil derfor tage de mange positive erfaringer med, når hverdagen igen indfinder sig med den vante struktur.

”Vi har talt meget om, at vi skal tage de gode ting med os og holde fast i noget af det her. Det er klart, at det har krævet meget af personalet pludselig at vende og ned på hverdagen, men det giver selvfølgelig en masse energi, når man mærker, at vores indsats gør en forskel,” slutter Paw Pedersen.