Arbejdet med FN’s Verdensmål skal være en integreret del af hverdagen i EKKOfonden. Det handler blandt andet om at bryde dårlige vaner og indarbejde nye rutiner og vaner, der bakker op om de mål, som EKKOfonden har sat for arbejdet med Verdensmålene. Fornylig blev de mange initiativer og indsatser så præsenteret af EKKOfondens styregruppe for arbejdet med Verdensmålene.

Nye vaner for affaldssorteringen, bedre registrering af forbrug og mere samkørsel. Det er bare nogle af de mange nye initiativer, der netop er blevet præsenteret af EKKOfondens styregruppe for arbejdet med Verdensmålene.

De mange initiativer er udviklet af både styregruppen og den 25-mand store projektgruppe, der sammen og i mindre grupper har arbejdet med både at identificere indsatsområder og udvikle løsningerne.

Bæredygtig energi og Ansvarligt forbrug

Indsatserne retter sig i første omgang mod Verdensmål 7 (Bæredygtig Energi) og 12 (Ansvarligt forbrug og produktion), som EKKOfonden har besluttet at arbejde med. Senere kommer der så initiativer rettet mod Verdensmål 3 (Sundhed og trivsel).

De første initiativer handler om nye vaner og rutiner for affaldssorteringen, energiforbrug, transport og ikke mindst genbrug.

Medarbejdere og borgere i EKKOfonden skal vænne sig til at sortere affaldet endnu bedre. Som minimum skal det sorteres i 8 fraktioner, men det bliver muligt at sortere i hele 20 fraktioner. For at gøre det praktisk muligt skal botilbuddene indkøbe spande, der gør sorteringen både nem, enkel og overskuelig.

Men det handler ikke kun om, hvordan man kommer af med affaldet. Genbrug er en central del af indsatsen. I 2020 skal 30 procent af anskaffelser ske via genbrug, og i 2021 er tallet 35 procent. Det skal blandt andet ske via en genbrugsside på intranettet EKKOnet, hvor medarbejderne kan dele og efterlyse ting til genbrug.

Forbruget af el, vand og varme skal også gås efter i sømmene. Botilbuddene skal fremover anvende et skema til indberetning af deres forbrug af el, vand og varme. Og de får et skema til at indberette strømforbruget fra hårde hvidevarer med henblik på en analyse af, om det ud fra et hensyn til bæredygtighed kan betale sig at udskifte de hårde hvidevarer.

For at nedsætte energiforbruget til transport er der desuden sat mål for kilometerbesparelser for 2020 og 2021. Det skal falde med 10 procent i år og 7 procent næste år. Vejen til det skal blandt andet gå gennem mere samkørsel, bedre vaner og mere selvtransport for borgerne.

Med præsentationen af nye mål og initiativer er arbejdet dog kun lige begyndt. I efteråret tages der fat på blandt andet mad og indkøb, og senere kommer der også initiativer for Verdensmål 3 (Sundhed og trivsel), hvor der er nedsat en projektgruppe, der skal se specifikt på det verdensmål.

 

Læs mere om Verdensmålene her:

https://www.verdensmaalene.dk/fakta/verdensmaalene

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.