Tim fortæller om sit liv, når han maler sine malerier. Men på trods af maleriernes mange glade farver gemmer de på en fortælling om et liv, som har været mere barsk og hårdt end de flestes. Selv vil han dog ikke forklare billederne – vi må som beskuere lægge vores egen betydning i dem, fortæller han.

Det er tydeligt at se, at her bor en kunstner, da vi træder ind i Tims lille hus på Østergaarden, som er en del af EKKOfondens særligt tilrettelagte botilbud. På væggene hænger Tims karakteristiske farverige malerier omgivet af en mindre skov af grønne planter.

Tim har boet alene i det lille hus siden foråret. Helt alene bor han dog ikke. For rundt i huset kigger bamser med over alt. Både bamserne og de grønne planter er ud over maleriet Tims store interesse, og her i huset er det Tim og hans interesser, der bestemmer. Netop det med at bo for sig selv har ifølge Tim gjort en kæmpe forskel i hans liv.

”Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg bor her helt for mig selv. Man skal hen over græsplænen for at komme hen til de andre. Der er ikke nogen, der blander sig i, hvad jeg laver. Så nu har jeg et bevis for, hvorfor jeg bliver så sur, kaster med ting og ødelægger mine malerier. Det er fordi, jeg bor med mange mennesker under samme tag. Før i tiden fik jeg den ene psykose efter den anden. Men jeg har ikke haft en eneste psykose, siden jeg kom hertil,” siger Tim.

Tims liv har været hårdere end de flestes.  Som han selv fortæller, så er han vokset op i ”ghettoer”, hvor det at ryge hash var en fast del af hverdagen, fra han var dreng. Og vennekredsen bestod allerede fra 7-års alderen af rockerne og deres småbrødre i Brønshøj, hvor Tim boede som barn.

”Jeg har været hele systemet igennem. Som 17-årig blev jeg tvangsindlagt på Sankt Hans Hospital og boede der i fire år. Jeg røg for meget hash, og så fik jeg en hashpsykose. Til næste år har jeg så været under psykiatrien i 30 år. Jeg har boet mange steder, og jeg har også været hjemløs i perioder,” siger Tim.

Fortæller en historie

Det er den historie, Tim fortæller, når han maler sine billeder. Historien om hans eget liv og den måde, han ser livet.

”Jeg tror ikke, at folk forstår, hvad mine billeder fortæller om mit eget liv. Jeg kunne godt forestille mig, at jeg ser livet mere skarpt, end livet selv er. Sådan som de farver, der er på malerierne, ser jeg livet. Det er som om, at jeg prøver at fortælle en historie med mine malerier. Både om livets sande side og mit barske liv,” fortæller Tim, der ikke selv vil fortælle mere om, hvilke historier malerierne fortæller.

Den del overlader han til dem, der ser malerierne.

”Hvor jeg ser noget i malerierne, ser andre noget helt andet. Jeg tror, at andre kan spejle deres liv i malerierne, så det betyder noget for dem. Det er deres mening, der betyder noget. Ikke hvad jeg ser i malerierne,” siger Tim, der selv har stregerne og historien i hovedet, når han begynder på at male et billede.

”Jeg har mønstret i hovedet, og så kommer farverne af sig selv. Jeg maler som regel stregerne ude fra rammen og ind mod midten. Billederne kan så vendes rundt, så de får en ny betydning. De kan ses fra alle fire sider,” fortæller Tim og peger på et stort billede i stuen.

”Se det billede forestiller Skabelsens ”Big Bang”. Men ser man det fra siden, er det Skabelsens ”Big bang” i en regnskov,” siger Tim, mens han vender billedet rundt og viser, hvordan det kan hænge på alle fire måder.

Har talent

Interessen for at male begyndte i 2002, da Tim boede på Psykiatrisk Center på Digevej i København. Her var der en kunstcafé, og da muligheden bød sig, begyndte Tim at male her.

”Jeg fik hurtigt at vide, at jeg havde talent. Og så fortsatte jeg. Det er blevet en hobby for mig.,” fortæller Tim, der har holdt ved interessen lige siden.

Det er blevet til mange malerier. Henved 50 af malerier er foræret væk i årenes løb og hænger blandt andet flere steder hos EKKOfonden. Malerierne står da også nærmeste stablet op rundt om i det lille hyggelige hus. De sidste to en halv måned, Tim har boet i det lille hus ved Østergaarden, har han malet hele 16 billeder. Nogle dage kan det blive til to billeder på én dag.

”Mine smerter forsvinder, når jeg maler. Jeg har nogle voldsomme smerter i min krop, og det er som om, maleriet overdøver smerterne. Men det kan så godt være svært at falde i søvn, når jeg har stået og malet en dag. Så kører farverne lidt rundt i hovedet,” siger Tim og fortsætter:

”Jeg er jo blevet sammenlignet med berømte kunstnere, som både Salvador Dali og Asger Jorn. Men de har gået på skole. Det har jeg ikke. Jeg har bare talent. Jeg har kun prøvet at bo i ghettoer og psykiatrien,” slutter han.

Hør Tim fortælle om sine malerier i videoen herunder

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.