Hvad vil du spise til aftensmad? Det er et af de første spørgsmål, man møder som borger på Landerupgaard. Udover at ville give borgeren et godt måltid, ligger der langt mere i spørgsmålet. Måltidet er nemlig det første samvær og dermed et af de første skridt til at skabe den tætte relation, som er grundlaget for, at borgerne kan udvikle sig.

”Når man så sidder om aftenen og spiser sammen med borgeren, så er det jo allerede givet, at man kan tale lidt om borgerens valg af mad. Hvorfor har du valgt det? Hvad kan du godt lide at spise? Det handler om at få gang i en samtale, hvor man langsomt kommer ind på livet af borgeren,” siger Regina Pedersen, der er daglig leder for Landerupgaard.

For Regina og det øvrige personale på Landerupgaard begynder arbejdet med at skabe relationer fra dag ét, og det er et af de vigtigste pædagogiske redskaber.

”Allerede når borgerne flytter ind, er det vigtigt for os at være med. Så vi må ofte sige til de pårørende, at vi gerne vil have lov til at hjælpe borgeren med det praktiske arbejde med at flytte ind. Vi vil gerne være med til at lægge tøjet og andre ting på plads, så vi bliver klogere på borgeren og med det samme kan begynde at bygge relationen op. Det kan være helt basale ting, som eksempelvis om vi overhovedet må røre ved borgerens ting, og hvordan værelset skal organiseres. Det giver os en værdifuld viden om borgeren, og det fortæller lidt om, hvordan vi kan arbejde med at komme endnu tættere på borgeren,” siger Regina.

Tilbyder nærvær gennem aktiviteter

Landerupgaard ligger tæt på Kolding men stadig ude på landet med naturen rundt om. Selve Landerupgaard rummer foruden boliger 11 hektar med natur, grønne områder, sportsfaciliteter, værksteder, biograf og plads til kreative aktiviteter.

”Vi har på Landerupgaard mange muligheder for at arbejde med at opbygge relationer til borgerne. Det kan være lige fra at gå en tur ud og plukke æbler sammen, gå en tur i naturen, lave bål eller dyrke sport sammen. Aktiviteter, hvor man er sammen, og det derfor er let at få gang i en samtale. Man kommer ind på livet af hinanden, når man foretager sig noget sammen. Vi påtvinger ikke borgeren en samtale eller et samvær men tilbyder vores nærvær gennem en aktivitet,” siger Regina.

”Mange af borgerne på Landerupgaard har været på flere forskellige institutioner. Og nogle fra de var helt små. De har oplevet, at mange pædagoger er kommet og gået. De er måske blevet sviget tidligere i deres liv eller har været på institutioner, hvor de ikke passede ind. Landerupgaard kan være det tiende sted, de er. Så kan det være svært at stole så meget på andre mennesker, at man betror sig til dem og rækker ud efter hjælp.”

Vi er deres nærmeste

Netop det med at stole på personalet og føle sig forstået er helt afgørende for samarbejdet mellem personalet på Landerupgaard og borgerne.

”Borgerne skal være trygge ved at komme til os. Vi er deres nærmeste i hverdagen. Hvis ikke borgerne er trygge, så rækker de ikke ud efter os, når de får det svært eller støder på problemer. Mange af dem vil gribe til gamle uhensigtsmæssige mestringsstrategier, som eksempelvis misbrug eller udadreagerende adfærd. Når borgerne derimod føler sig forstået, så begynder de at erkende deres følelser og vredesudbrud. Vi arbejder blandt andet med den ”jeg-støttende samtale”, hvor vi gennem samtalen hjælper borgeren med at finde deres ressourcer og finde det positive. Borgerne fokuserer ofte meget på det negative, men gennem samtalen kan vi hjælpe med at holde fokus på det positive,” siger Regina.

Behov for anerkendelse

”Borgerne har brug for at blive mødt, anerkendt og accepteret for dem, de er. De higer ofte efter accept. Men de kan kun tage anerkendelsen til sig, hvis de har en relationen til den, der giver dem anerkendelsen. Vi kan først give dem en anden mestring, når de beder om hjælp og stoler på hjælpen fra personalet. Når det sker, så kan der pludselig ske store forandringer i borgerens liv. Og det er hele tiden det, der er målet. At vi hjælper borgeren til at udvikle sig,” siger Regina, der ser selv de små skridt som sejre.

”Blot det at gå en tur eller spise sammen med andre af borgerne kan være en stor udvikling. Det er de små skridt, som vi skal være opmærksomme på og hele tiden skubbe på. Men vi skal gøre det med stor forsigtighed og uden at presse borgerne ud i noget, de ikke magter. Det kræver tillid, en tæt relation og tid,” siger Regina.

Læs mere om Landerupgaard

Hold dig opdateret med nyheder fra
EKKOFONDEN

Vi sender løbende nyhedsmails omkring nye metoder, viden og tiltag hos EKKOfonden. Du kan tilmelde dig nedenfor.

Tilmeld nyhedsbrev

* indicates required

Accepterer du at EKKOfonden må fremsende mails og anvende oplysninger til marketingformål?

Du kan framelde dig vores nyhedsbrev til hver en tid.