Når jagten på historien bliver jagten på mennesker

Forestil dig et øjeblik, at rollerne var byttet om. At det ikke var Thomas Kudahl, der blev fulgt, filmet og presset, men Morten Spiegelhauer og hans redaktion. At det var dem, der blev opsøgt i deres hjem, på arbejdet og i bilen – ikke for at høre deres forklaring, men for at fange et øjeblik, der kunne bruges som tv-dramatik.

Ville de synes, det var fair? Ville de opleve det som journalistik? Eller ville de for første gang mærke, hvad deres egen metode gør ved mennesker?

Når journalistikken mister sit kompas

Operation X nøjedes ikke med at dukke op på vores kontor og filme ind ad vinduerne. De parkerede foran en privatadresse i flere uger, gemte sig i buske, fulgte efter i bil og opsøgte medarbejdere i sårbare situationer – ikke for at forstå, men for at presse en reaktion ud af dem. Alt dette skete, før de overhovedet sendte en mail eller bad om dokumentation. Billederne kom før sandheden.

Samtidig har ingen reelt ønsket at høre vores historie.

TV2 har ikke efterspurgt dokumentation, fakta eller forklaringer, før deres fortælling allerede lå fast. De stillede ikke spørgsmål – de fremsatte anklager. De bad ikke om indsigt – de byggede et narrativ.

Vi ved ikke, hvad de ville have gjort med dokumentation, for de har aldrig bedt om den. Alt materiale kunne have været udleveret: valuarvurderinger, aftalegrundlag, økonomi, tidsregistrering, governancebeslutninger og fulde redegørelser. Men ingen har spurgt.

Og selv om kritikken vedrører områder, hvor tre andre direktører i EKKOfonden har det faktiske ansvar, interesserede Operation X og TV2 sig kun for én ting:

At jage Thomas – igen.

På trods af at han hverken har været ansvarlig for de selskaber, aftaler eller beslutninger, programmet forsøger at koble ham til.

Hvis nogen anklager én for noget, kunne det være rart, hvis de, der hører det, starter med: “Hej – passer det her? Må vi høre din side?” Det gælder især medier. Særligt når de mennesker, de lytter til, står i en ekstremt sårbar situation: tidligere medarbejdere, der fra den ene dag til den anden stod uden job, mens de børn og unge, de arbejdede med, skulle akut flyttes. I sådan en situation leder alle efter en syndebuk. Det er menneskeligt. Men det gør det endnu vigtigere, at journalister spørger ind, undersøger og forholder sig kritisk – i stedet for at løbe med mavefornemmelser og antagelser om forhold, de involverede slet ikke har adgang til et fuldt billede af.

Når fakta ikke passer ind

Operation X har jagtet Thomas før. Dengang førte deres udsendelse til, at Nyborg Kommune politianmeldte ham. Sagen faldt fuldstændigt sammen: ingen sigtelse, ingen ulovlighed, ingen kritik. Alligevel bragte Operation X aldrig en opfølgning. Den del af sandheden passede ikke ind i det tv-mæssige manuskript.

Den centrale sandhed: Semai gik konkurs på grund af kvaliteten – ikke økonomien

Semai gik konkurs, fordi Socialtilsynet inddrog 80 % af godkendelsen på grund af alvorlige pædagogiske kvalitetsproblemer. Det var den driftsmæssige ledelse, der bar ansvaret for det – ikke os. EKKOfonden har aldrig haft pædagogisk ansvar, aldrig drevet botilbud og aldrig stået for kvaliteten. Vi var leverandør. Ikke driftsansvarlige. Ikke tilsynsobjekt.

EKKOfonden er en erhvervsdrivende fond – og alt er transparent

Vi er en erhvervsdrivende fond. Vi driver forretning. Vi tjener penge, ja – for det skal vi for at kunne løfte vores formål. Men vi har ingen ejere, ingen udbytter, ingen private lommer, der kan fyldes. Alt går tilbage til fondens arbejde. Alt er transparent. Alt kan dokumenteres.

Hvis pressen havde ønsket sandheden, havde vi givet den. Hvis de havde ringet, havde vi svaret. Hvis de havde spurgt, havde vi forklaret.

Men de valgte et andet narrativ.

Operation X er fortid – og Danmark fortjener bedre

Hvis Danmark skal have en reel debat om bosteder, socialtilsyn og ansvar, skal den handle om kvaliteten for borgerne – ikke om sensationsjagt, forfølgelsesoptrin og dramaturgi.

Vi fortjener bedre end journalistik, der hellere vil stå i en busk i ugevis end at åbne en mappe med fakta.