Forestil dig et øjeblik, at rollerne var byttet om. At det ikke var Thomas Kudahl, der blev fulgt, filmet og presset, men Morten Spiegelhauer og hans redaktion. At det var dem, der blev opsøgt i deres hjem, på arbejdet og i bilen – ikke for at høre deres forklaring, men for at fange et øjeblik, der kunne bruges som tv-dramatik.
Ville de synes, det var fair? Ville de opleve det som journalistik? Eller ville de for første gang mærke, hvad deres egen metode gør ved mennesker?
