Alle bliver tabere, når medierne forvandler en vigtig historie til personhetz

Af Torben Reese, bestyrelsesformand EKKOfonden

Sidst i december måned 2024 havde jeg et møde med EKKOfondens administrerende direktør Thomas Kudahl. Jeg har været bestyrelsesformand for fonden lige siden fondens stiftelse, og fonden har lige siden haft Thomas Kudahl ansat som en virkelig dygtig direktør.

Mødet handlede om Fonden SEMAI. Socialtilsynet var stærkt kritisk i forhold til den pædagogiske kvalitet, og der var en helt reel risiko for, at de ville fratage godkendelsen til deres afdeling SEMAI UNG, som dækkede mere end 80 procent af deres forretningsgrundlag. Med min mangeårige baggrund i dansk erhvervsliv og som tidligere direktør i SparNord, så var jeg ikke i tvivl om, at det med stor sandsynlighed ville føre til en konkurs, uanset hvor sund økonomien ellers måtte være. Jeg har aldrig oplevet, at en virksomhed kunne klare en så voldsom nedgang i omsætning.

Men jeg vidste også, at en konkurs ville koste EKKOfonden adskillige millioner kroner, da Fonden SEMAI havde udvidet deres engagement i de senere år og blandt andet lejet flere bygninger. Derfor bad jeg Thomas Kudahl om at trække sig som bestyrelsesformand i SEMAI, så vi ikke fik en dobbeltrolle i forbindelse med en konkurs.

Så troede jeg egentlig, at medierne ville begynde at skrive om de pædagogiske svigt. For det troede jeg var mediernes vigtigste fokus. Men nej. Der var tavshed.

Der var da ellers mange spørgsmål at stille. Man kunne selvfølgelig se nærmere på, hvorfor den pædagogiske kvalitet ikke var god nok. Man kunne spørge de ledere og medarbejdere, der svigtede de unge. Og man kunne spørge Socialtilsynet, hvorfor de tilsyneladende sad på deres hænder i månedsvis uden at gøre noget. Hvorfor kom Socialtilsynet ikke langt tidligere med påbud, når de vidste, at der var problemer med den pædagogiske kvalitet? Hvorfor involverede Socialtilsynet ikke bestyrelsen, når de mente, at ledelsen var problemet? Hvorfor var man ikke i en mere tæt dialog med Fonden SEMAI om, hvorvidt deres pædagogiske kvalitet kunne følge med deres vækst. Havde tilsynet gjort det, så havde Fonden SEMAI sandsynligvis eksisteret i dag.

I stedet fik vi en personhetz baseret på manipulation og urigtige oplysninger.

Først da Fonden SEMAI gik konkurs, meldte vores eget regionale medie Nordjyske sig på banen. Det er blevet til en række historier, hvor mediet nok skal være glade for, at der ikke er nogle, der fører tilsyn med mediernes journalistiske kvalitet. For det tilsyn havde de ikke klaret.

I et demokratisk og frit samfund skal der selvfølgelig ikke skal være offentlige tilsyn med medier. Men for alles skyld, så skal medierne værne om deres troværdighed og uafhængighed. Min tillid til Nordjyske har dog lidt noget af et knæk i den sag her.

Lad mig nævne et par ting, hvor Nordjyske er gået galt af fakta.

Helt overordnet så har det jo været en personhetz. Artiklerne har haft fokus på Thomas Kudahl som om, EKKOfonden var hans personligt, og at fondens indtægter går til ham. I én artikel står der lige frem, at Thomas Kudahl er medejer af EKKOfonden. Ved journalisterne ikke, at en fond ikke har ejere? Som bestyrelsesformand er jeg heller ikke medejer. Det er en decideret pinlig fejl. Eller også er det bevidst manipulation.

Så tænker nogle måske at det er en detalje. Men det er netop det, der gør det til en personhetz. Man fremstiller det som om, at Thomas Kudahl personligt har tjent på den handel, der har været mellem de to fonde, hvilket jeg som bestyrelsesformand ved ikke er sandt.

En anden fejl er alle de anonyme kilder, som Nordjyske bruger i deres artikler. Adskillige gange har Nordjyskes journalister refereret fra såkaldt anonyme kilder, hvor det efterfølgende har stået klart, at det, de kom med, ikke kunne klare et faktatjek. Det handler om udsagn om medarbejdere, der ikke skulle have fået korrekt løn, og om konsulentydelser, som EKKOfonden skulle have faktureret, men ikke leveret. Men medarbejderne har fået korrekt løn. Det kunne dokumenteres. Og konsulentydelserne var leveret. Det kunne også dokumenteres. Så hvorfor får vi ikke fortalt historien om, at nogle angiveligt har sat falske historier i gang? Eller i bedste fald har en utrolig dårlig hukommelse. Men det passer åbenbart ikke ind i den historie, som journalisterne ønskede at fortælle.

Men der er flere eksempler på kritisabel research. Journalisterne vil på et tidspunkt skrive en artikel om den samhandel, som der har været mellem EKKOFonden og Fonden SEMAI. Derfor beder de professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh om kommentarer til handlen. Journalisterne skriver til EKKOfonden, at professoren udtaler, at hvis nogle synes, at det ligner svindel, så kan han godt forstå det. Der er bare det problem, at journalisterne enten lyver eller i bedste fald misforstår professoren. Journalisterne skriver, at professoren med sit citat henviser til omfanget af handlen og kontrakterne mellem EKKOfonden og SEMAI. Men da vi selv direkte spørger professoren, hvad han egentlig mener med det citat, så fortæller han en helt anden historie. Nemlig den at hvis de ydelser, som EKKOfonden har solgt til Fonden SEMAI, ikke er leveret, så forstår han godt, at nogle synes, at det ligner svindel. Men han siger også, at den, der bedst kan vurdere det, er direktøren. Og han fortæller, at alt er leveret. Hvem siger det modsatte? Det gør medarbejdere, der intet havde med de ydelser at gøre. Det er jo langt fra objektiv journalistik.

Nogle vil så spørge, om det ikke er rigtigt, at der var noget med overpriser på billeje, som Nordjyske også har skrevet om. De har spurgt eksperter i leasing, selvom det var leje. Men revisionen, som har gennemgået kontrakterne, har allerede konkluderet, at lejen var til markedspris og altså ikke overpris. Spørger journalisterne til det? Nej, for det passer ikke ind i deres historie.

Men hvad så med konsulentydelserne? Nogle har måske også læst, at Fonden SEMAI købte konsulentydelser for 400.000 kr. om måneden. Ja, i fire måneder, hvor SEMAI havde brug for ekstra ydelser. I adskillige år fik Fonden SEMAI gratis rådgivning. Så meget, at jeg på et tidspunkt gjorde opmærksom på, at nu skulle vi til at tage noget for det.

Nogle sidder måske med spørgsmålet om, hvorvidt EKKOfonden har tjent en masse penge på Fonden SEMAI og så ladet fonden gå konkurs? Svaret er nej. Vi har derimod tabt adskillige millioner kroner på den konkurs. Har Thomas Kudahl tjent på handlen med Fonden SEMAI? Ikke én eneste krone. Alligevel blev han hovedperson i Nordjyskes kampagne.

EKKOfondens tab er dog kun økonomisk. Det er de menneskelige tab, der for alvor betyder noget i sagen om Fonden SEMAI. Tænk at vi skulle derhen, hvor Fonden SEMAI får taget deres godkendelse, så alle børn og unge må flytte. Det er jo det, der er historien. Det er børnene og de unge, der blev svigtet. Men det er åbenbart ikke interessant. Det er det derimod at køre hetz mod en person, der intet havde at gøre med den pædagogiske kvalitet.

Taberne i det spil er først og fremmest dem, der havde deres daglige gang i SEMAI i form af medarbejdere og børn og unge. Og så er det læserne og sådan set også Nordjyske selv.

Men har vi så ikke selv begået fejl i EKKOfonden. Jo, naturligvis. Det er vi ikke bange for at indrømme. Vi har også lært af det her forløb.

I EKKOfonden er vi rådgivere og leverandører med en særlig viden om det at drive socialpædagogisk virksomhed. Men vi skal ikke ind og drive socialpædagogiske tilbud. Derfor skulle vi aldrig have sagt ja til at stille en kaution for SEMAIs kassekredit, som betød at vi fik en repræsentant i bestyrelsen. Det var en fejl, fordi det efterfølgende kunne skabe tvivl om forholdet mellem de to virksomheder. Det har efterfølgende været fremme, at vores forbindelse var så tæt, så SEMAI skulle have været angivet over for Socialtilsynet, at det var en koncernlignende konstruktion. Jeg skal ikke svare for SEMAI. For os har det aldrig handlet om at skjule samhandlen. Den var helt åbenlys. Men når man inden for dette specialiserede socialområde alene på grund af omfanget af handel bliver set som en koncern, så fortæller det mig, at det skal vi fremover være langt mere opmærksomme på. Vi skulle alene have haft fokus på at være leverandør på samme måde som vi er til andre socialpædagogiske virksomheder.

Det har vi taget ved lære af i dag, og vi kommer ikke til igen at stille kautioner, eller for den sags skyld være en del af bestyrelsen i socialpædagogiske virksomheder. Og vores administrerende direktør vil også fremover kun være engageret i EKKOfonden frem for egne selskaber inden for det socialpædagogiske område. På den måde står det helt klart, at EKKOfonden har én mission, og det er at understøtte bæredygtigt socialt iværksætteri.

I disse uger er Nordjyske i gang med fyringer, mens de søger en ny journalistisk linje, så de kan overleve i et svært marked. Ifølge deres egen chefredaktør Kevin Walsh opfattes mediet som ”sure gamle mænd”. Og jeg tror, at hans analyse er helt rigtig. Nordjylland har masser af dygtige virksomheder med gode historier, som venter på at blive fortalt. Det har vi også selv i EKKOfonden.

For nylig blev jeg så af erhvervsredaktøren på Nordjyske Peter Simonsen inviteret til være en del af det, de kalder ”Et rådgivende forum for Nordjyskes erhvervsdækning”. Jeg tager denne klumme med til redaktøren. For mit svar er først og fremmest god og lødig journalistik. Når læserne svigter Nordjyske, så er det fordi, de er trætte af at se, hvordan vores region bliver talt ned af negative historier, der handler om at rakke ned på personer og finde fejl. Vi vil hellere høre om iværksættere end konkurser. Og når der så skal laves kritisk journalistik, så skal det gøres ordentligt.

Tak for at læse med.