Med en ny jobsektion vil Socialt Indblik skabe et mere attraktivt og levende jobmarked på socialområdet. Samtidig får det ét år gamle digitale medie en ny medejer. EKKOfonden indtræder som medejer og styrker fundamentet for et økonomisk bæredygtigt medie med fokus på hele socialområdet.
”Vi har fra starten i juni 2022 haft et meget højt ambitionsniveau for Socialt Indblik. Og med både ny jobsektion og ændring i ejerskabet kommer vi tættere på at kunne indfri de ambitioner. Når en fond som EKKOfonden går ind og tager et medansvar for at realisere vores vision for Socialt Indblik, så er det et kæmpe rygstød. Samtidig kommer de med værdifuld viden og erfaring,” siger Niels Svanborg, der udover at være direktør og ansvarshavende redaktør, også er stifter af Socialt Indblik.
Den nye medejer EKKOfonden vil særligt bidrage med viden om hele rekrutteringsmarkedet og driften af virksomheden.
”Vi har fulgt med på tæt hold, siden Socialt Indblik blev stiftet, og vi kender og deler deres vision og tanker om at styrke journalistikken på socialområdet. De har nået et imponerende stykke vej det første år. Derfor betyder det meget for os, at vi kan bakke op om, at Socialt Indblik bliver en bæredygtig virksomhed, som kan fortsætte det gode og vigtige arbejde,” sige Thomas Kudahl, der er stifter af fonden og bestyrelsesmedlem.
Ny jobsektion vil styrke rekrutteringen
Samtidig med ændringen i ejerskabet lancerer Socialt Indblik en ny jobsektion Socialt Jobforum, der vil gøre markedet for jobannoncer mere levende og komme tættere på de ansatte i sektoren. Socialt Jobforum bliver således en hybrid mellem en jobportal, et medie med betalt indhold og et kreativt bureau, der kan udvikle målrettede rekrutteringskampagner.
”Socialt Indblik bliver hver dag læst og lyttet til af nogle af de mest engagerede ansatte i socialsektoren. Fremover vil vores læsere og lyttere blive præsenteret for annoncer for artikler og jobopslag, som ligger på SocialtJobforum.dk. Sektionen får sit eget domæne og sin egen identitet. På den måde blander vi ikke betalt indhold og redaktionelt indhold på samme side. Det har været vigtigt for os,” siger Niels Svanborg og fortsætter:
”Vi sælger annoncer og betalt indhold for at kunne lave god og uafhængig journalistik. Så når man annoncerer i Socialt Jobforum, støtter man samtidig vores arbejde med at lave god og nuanceret journalistik på socialområdet, så endnu flere læser og lytter med og ser annoncerne. Det er et cirkulært system,” siger Niels Svanborg, der glæder sig til at vise, hvordan jobs i socialsektoren kan blive annonceret på en ny og mere spændende måde.
”Rekrutteringskrisen i socialsektoren er måske en af de største trusler mod velfærden og i særdeleshed mod de mest i udsatte i vores samfund. Socialområdet har nogle af de vigtigste og mest interessante jobs. Det glæder vi os til at være med til at vise. Og vi har nogle af branchens dygtigste folk til at brage igennem til målgruppen,” siger Niels Svanborg, der ser frem til samarbejdet.
”Det er dyrt at lave god journalistik. Derfor har vi brug for at bygge en forretning op ved siden af vores redaktionelle produkt og samtidig skabe en synergi. EKKOfonden kommer netop med værdifuld viden og erfaring i at opbygge og drive virksomhed. Derfor ser vi frem til et tæt samarbejde om netop det,” siger Niels Svanborg.
Du kan læse mere om Socialt Indblik på deres hjemmeside.